Sofie Thorsbro Dan

Jeg ville ikke kunne leve uden musikken og derfor ser jeg det som en gave at kunne arbejde med den til daglig i alle mulige sammenhænge, både som koncertmusiker, festivalarrangør og som violin- og bratschlærer på Skive Musikskole og Orkesterefterskolen i Holstebro.

For mig er musik mange ting og derfor lægger jeg stor vægt på variation i min undervisning uanset alder og niveau; jeg benytter musikteoretiske værktøjer som f.eks. Music Mind Games og solmisation, øver den gode kropsholdning gennem forskellige øvelser og bruger musikhistorien til at belyse violinens fysiske og spilletekniske forandring gennem tiden. Jeg har erfaring med at undervise nybegyndere til MGK-elever og nyder alle udfordringer på violinen og bratschen. For mig er det vigtigste, at mine elever finder deres egen musikalitet og at de mærker, hvad musikken kan og hvor meget den kan rykke én, når den først spiller og alt går op i en højere enhed.

Jeg er uddannet violinist fra konservatorierne i Aarhus, Wien og Graz (2009-2015) og er derudover også uddannet sangkonsulent ved Sangens Hus i Herning, så I slipper nok ikke for at høre mig synge en tone eller to.

Yderlige oplysninger

Underviser I

Violin
Bratsch